Mail icon Print icon

Sundhedsleverandører fusionerer

Quick Care A/S, der servicerer kommuner og forsikringsselskaber vedr. rehabilitering af sygedagpengemodtagere mv., har i maj 2014 solgt de resterende 40 % af virksomheden i sammenhæng med TryghedsGruppens salg af 60 % til Falck Healthcare.

Falck Healthcare har endvidere købt svenske Previa og bliver dermed dominerende inden for sundhedstjenester i Norden med 2000 ansatte og en omsætning på 2,2 mia. kr.

TryghedsGruppen erhverver samtidig en andel på 40 % af Falck Healthcare samt 2,3 % af Falck Holding. Transaktionerne har derfor samlet set karakter af en fusion.

Ulrik Jespersen og Thomas Helt, der stiftede Quick Care A/S i 2007, solgte i foråret 2011 60 % af virksomheden til TryghedsGruppen og købte i januar 2014 Aktiv Helse, en norsk nichevirksomhed. De to stiftere har nu fået mulighed for at investere i det fortsættende Falck Healthcare Holding.

Om muligheden for at modtage flere kontanter frem for en aktiepost i Falck Healthcare Holding udtaler Thomas Helt i Børsen: ”Det ville ikke ligne os, vi er jo forretningsmænd med den risiko, det nu indebærer. Og Falck vil også meget gerne have, at vi bliver. Quick Care er et stærkt produkt på beskæftigelsesområdet, men jeg tror på hele sundhedsområdet, og derfor vil jeg gerne være aktionær i hele casen frem for kun at være aktionær i en del af det”.

Siden virksomhedens start har Quick Care anvendt Claus Bruun Rasmussen som fast tilknyttet strategisk og finansiel rådgiver, herunder i salgs- og opkøbstransaktionerne.