Mail icon Print icon

Ny ejerstruktur i Holbæk Dyrehospital

Pr. 1. december 2018 trådte en ny ejerstruktur i kraft på Holbæk Dyrehospital.

Ændringen indebærer, at Jesper Vetter og Flemming Samsøe, som i årtier har drevet Holbæk Dyrehospital i fællesskab, nu har foretaget et delsalg af virksomheden til den internationale koncern AniCura.

I den nye konstruktion indgår AniCura som en væsentlig investor i den sjællandske virksomhed. Jesper Vetter og Flemming Samsøe er fortsat medejere og daglige ledere af dyrehospitalet med 14 medarbejdere.

Gradvis generationsskifte

Ulf Steiness fra Business Broker har været rådgiver for Holbæk Dyrehospital. Rådgivningen omfattede risikoafdækning, aftalekonstruktion og professionel forhandling gennem salgsprocessen.

Jesper Vetter og Flemming Samsøe ser transaktionen som første skridt i et glidende generationsskifte, der medfører et tæt samarbejde med AniCura i de kommende år.

”Vi er særdeles tilfreds med den rådgivning, vi har fået af Business Broker. Hvis ikke vi havde haft en ekspert som Ulf på banen, ville vi ikke have en kinamands chance for at gennemskue alle aspekterne af et generationsskifte og indgå den optimale aftale for os og for virksomheden. De kompetencer ligger jo langt fra vores speciale som dyrlæger”, siger Flemming Samsøe, daglig leder af Holbæk Dyrehospital.

Den nye ejerstruktur fører en række konkrete fordele med sig i form af større fagligt netværk, bedre efteruddannelsesmuligheder for personalet og fordelagtige indkøbsaftaler. 

Med den nye aftale skifter virksomheden i Holbæk navn til AniCura Holbæk Dyrehospital. Læs den uddybende case om ejerskiftet i Holbæk Dyrehospital her

Om AniCura

AniCura tilbyder dyrlægebehandling af høj kvalitet til kæledyr på 225 dyrehospitaler og -klinikker i Europa. Hvert år modtager selskabets 4500 veterinære fagfolk mere end 2 millioner patienter.