Generationsskifte i god tid:
Brødre sælger og bliver i firmaet
Brødre sælger og bliver i firmaet
Hvornår er det rigtige tidspunkt for salg af virksomhed? Det er et spørgsmål, der optager mange ejerledere.
For brødrene Torben og Henrik Østergaard, der har ejet og drevet familievirksomheden Aage Østergaard Møbelindustri A/S, var svaret: I god tid før pensionen.
Da der ikke var en 3. generation i familien, der ønskede at drive virksomheden videre, besluttede de flere år før pensionsalderen at lede efter en ny ejer.
”Vi kunne jo ikke blive ved i al evighed, så vi var optaget af at finde ud af, hvad der skulle ske med forretningen. Det var vigtigt for os at komme i gang i fornuftig tid. Ingen ved, hvor lang tid sådan en proces tager,” siger Torben Østergaard.
Læs også: Hvad to tidligere ejere har opnået ved rettidigt generationsskifte
Fra producent til nichevirksomhed
Aage Østergaard Møbelindustri har i branchens omskiftelige tider med hård konkurrence fra udlandet vist sig særdeles omstillingsparat. Oprindeligt var det en stor møbelfabrik med flere hundrede medarbejdere.
I dag har virksomheden fundet sin niche som bindeled mellem kundernes møbeldesignere og eksterne produktionspartnere i Balkan, Polen, Tyrkiet og Danmark. Aage Østergaard Møbelindustri gør designs egnet til produktion, lagerfører delkomponenter og samler og leverer møbler efter behov.
Brødrene ønskede at finde en ny ejer, der ville drive og udvikle virksomheden i Salling på samme vis. Ikke mindst af hensyn til medarbejderne. Samtidig var det optimalt, hvis de selv kunne arbejde videre nogle år endnu.
Business Broker blev udvalgt til at rådgive i processen. En opgave, som blev gennemført af de to partnere, John Nygaard og Claus Bruun Rasmussen.
”Det har været en fokuseret salgsproces, hvor vi har været optaget af at gøre virksomhedens nichekompetencer synlige og vise værdien af det mangeårige samarbejde med kunder og leverandører,” siger John Nygaard.
Samtidig har det været vigtigt at finde en løsning, hvor de tidligere ejere kunne se sig selv fortsætte i virksomheden.
”Nogle gange kan en niche være så speciel, at det indsnævrer feltet af potentielle købere, så det har krævet grundig research at finde den rigtige løsning,” siger Claus Bruun Rasmussen.
Et perfekt match for Aage Østergaard
Via Business Brokers netværk blev kontakten skabt til den nyetablerede kapitalfond, Everdan Group, som nu har købt aktiemajoriteten. Køberen har fokus på permanent og partnerskabsdrevet ejerskab i små og mellemstore virksomheder og var det perfekte match for Aage Østergaard Møbelindustri.
Med salget får brødrene et glidende generationsskifte. Torben og Henrik Østergaard har solgt majoriteten af virksomheden, men beholder en minoritetspost og fortsætter begge med deres arbejdsområder. Samtidig er der tiltrådt en ny administrerende direktør og bestyrelsesformand.
På denne måde kan ansvar og viden overdrages over tid, mens brødrene sikrer kontinuitet i virksomheden.
Torben Østergaard har været godt tilfreds med Business Broker som rådgiver.
”De har løst opgaven, og der er ikke noget at sætte fingre på. Vi ville ikke involveres for meget i processen, og det har Business Broker håndteret fint. Vi kalder selv en skovl for en skovl, og det fandt de hurtigt ud af, så dialogen har været god,” siger han.
Men først og fremmest er Torben Østergaard tilfreds med den løsning, de er nået frem til.
”Vi er sådan nogle, der ikke har langt fra ord til handling, og det har vist sig, at køber er af samme støbning. Den nye direktørs fornemmeste opgave bliver at gøre os gradvist overflødige. Det tager tid, men processen er sat i gang, og det synes jeg er ret okay,” siger Torben Østergaard.
AAGE ØSTERGAARD MØBELINDUSTRI
Everdan Group
erhvervede Aage Østergaard Møbelindustri A/S
Opgave: Glidende generationsskifte i nicheorienteret møbelvirksomhed.
Løsning: Majoritetssalg til Everdan Group, der har fokus på permanent og partnerskabsdrevet ejerskab i små og mellemstore virksomheder.
Resultat: De to tidligere ejere fortsætter i virksomheden og beholder en minoritetspost.
Aage Østergaard Møbelindustri har fundet sin niche som bindeled mellem kundens møbeldesignere og eksterne produktionspartnere.

Torben Østergaard fremhæver tre ting:
- Business Broker har løst opgaven, som vi ønskede det.
- Vi har haft en god kommunikation og forventningsafstemning med Business Broker.
- Business Broker har styret processen, så vi har kunnet koncentrere os om at drive virksomhed.





























