IQ ApS indgår i gruppe under kapitalfond og reinvesterer

IQ ApS ser ind i nye vækstmuligheder, efter at ejeren, Jonas Friis Kjærsgaard har valgt at lade firmaet indgå i en ny gruppe af skandinaviske virksomheder indenfor installation, service og vedligeholdelse af perimeterstruktur, adgangskontrol og overvågning.

Jonas Kjærsgaard fortsætter som direktør i IQ, og en del af provenuet fra transaktionen er reinvesteret i den nye platform med navnet Varna.

Den nye ejerstruktur, der adskiller sig fra et almindeligt salg af virksomhed, er forhandlet på plads med Business Broker som rådgiver.

Nyetableret gruppe af skandinaviske virksomheder

IQ ApS er en datadrevet virksomhed, der udvikler intelligente løsninger inden for blandt andet fysisk sikring og adgangskontrol i B2B segmentet og indgår serviceaftaler. Virksomheden har 10 medarbejdere.

Undervejs i salgsprocessen opstod en mulighed for at etablere det nye samarbejde med den engelske kapitalfond Triton Partners som finansiel partner. Det var en optimal løsning for IQ ApS og Jonas Kjærsgaard, der fik mulighed for at være med til at sætte retningen for Varna.

Varna er funderet i Sverige og består til en begyndelse af seks nordiske virksomheder. Det er planen at udvide platformen med flere lokalt forankrede virksomheder på området, så Varna kan opnå en position som nordisk markedsleder.

Den nye ejerstruktur rummer flere fordele for IQ. Direktøren fortsætter for nuværende som hidtil, men forventer, at han får mulighed for at trække på eksterne ressourcer og udvide organisationen, så han selv kan arbejde mere med strategi og salg og mindre med personaleledelse.

Varna, der har fået Robin Boheman som direktør, kan blandt andet tilbyde ressourcer til platformens virksomheder inden for økonomi, HR, it og bedre indkøbsaftaler.

Springbræt til næste niveau

Jonas Kjærsgaard ønskede på forhånd en løsning, der kunne sikre vækst og udvikling. Helst med ham selv ved roret. Hvis det ikke var muligt, så ved at afhænde virksomheden helt.

”Det handler om at kende sine egne begrænsninger. Jeg er optaget af at skabe en fremtid for mig og min virksomhed. Hvis der ikke er udvikling, er man under afvikling. Denne løsning betyder, at vi kan beholde et stabilt forhold til vores kunder og samtidig løfte større og tungere opgaver for nye,” siger Jonas Friis Kjærsgaard og tilføjer:

”Det her er et springbræt for næste niveau. I fællesskab med de andre partnere står vi nu stærkere og kan nå længere.”

En strukturproces der kræver tålmodighed

Jonas Kjærsgaard var ikke i tvivl om, at han havde brug for en ekstern rådgiver i processen. Det blev John Nygaard og Ulf Steiness fra Business Brokers, der afsøgte markedet for forskellige typer købere og forhandlede vilkårene.

Det viste sig hurtigt, at det var Varna, der tilbød de mest attraktive vilkår for IQ ApS. Da Triton skulle opkøbe en hel gruppe af virksomheder samtidig, tog det noget ekstra tid. For det første skulle Triton Partners forhandle med flere virksomheder på samme tid, og for det andet var der en højere detaljegrad for due diligence.

”Det kræver ofte tålmodighed at indgå i denne type transaktioner, men vi har prøvet det nogle gange fra andre transaktioner og ved, hvor vi kan fokusere for at opnå de bedst mulige vilkår, siger Ulf Steiness fra Business Broker.

John Nygaard supplerer:

”Selve dokumentpakken er svær at ændre på i denne her type transaktioner, da der skal være en vis form for ensartethed i forhold til de øvrige indgåede aftaler.”

IQ APS

IQ ApS
indgår i gruppen Varna

Opgave: Ny ejerstruktur med mulighed for vækst og synergi.

Løsning: IQ ApS indgår i ny skandinavisk gruppe, Varna, med den engelske kapitalfond Triton Partners som finansiel partner.  En del af provenuet er reinvesteret i gruppen.

Resultat: IQ ApS får nye muligheder for at løfte større opgaver i samarbejde med nye partnere.

IQ Aps udvikler intelligente løsninger til blandt andet sikring og adgang til bygninger samt vedligehold af systemer. Virksomheden har 10 ansatte.

IQ ApS indgår i ny gruppe under Triton Partners.