Specialistviden gjorde ISI Food Protection attraktiv for globale købere
Hvad er specialiseret viden værd for den rigtige køber af en virksomhed? Det spørgsmål blev meget konkret, da ISI Food Protection ApS skulle finde en ny ejer.
Specialistviden udløste myndighedsgodkendelse
Ejerne, ægteparret Dieter og Anne Elsser-Gravesen, har gennem 17 år opbygget virksomheden med helt særlige kompetencer inden for specialiserede mikrobiologiske test og udvikling på fødevareområdet.
ISI Food Protection arbejder ikke kun med at teste, om en fødevare lever op til bestemte krav. Virksomhedens specialister kan gå et skridt videre og undersøge, hvorfor et produkt udvikler sig, som det gør, og hvordan producenten for eksempel kan ændre i ingredienserne eller produktionsprocessen for at løse et konkret problem.
Det gør ISI Food Protection i stand til at hjælpe fødevareproducenter med komplekse problemstillinger, hvor der er behov for både avancerede test, udvikling og dyb mikrobiologisk indsigt.
Virksomhedens specialiserede kompetencer er tilmed så kritiske, at transaktionen skulle godkendes af myndighederne.
I dialog med de største globale aktører
Samtidig sker der i øjeblikket en udbredt konsolidering inden for TIC-branchen (test, inspektion og certificering). Derfor viste Business Brokers afsøgning af markedet da også, at der var stor interesse for at købe virksomheden med de cirka 20 dygtige medarbejdere i Aarhus.
”Vi har haft fat i alle de største globale aktører på det her marked. Flere af dem har brugt ISI Food Protection som underleverandør på særligt komplekse opgaver, og de var godt klar over, at det var en værdifuld virksomhed med et stort potentiale og en knowhow, som de ikke selv var i besiddelse af,” siger Klaus Termansen.
Valgte en rådgiver, der forstår den særlige værdi
Klaus Termansen og Michael Vadgaard Jørgensen fra Business Broker var rådgivere for ISI Food Protection. Det har Anne Elsser-Gravesen været meget tilfreds med.
”Vi var ikke i tvivl om, at vi havde brug for professionel hjælp inden for salg af virksomhed, hvis vi ville have en god aftale. De potentielle købere af vores virksomhed er jo store internationale aktører,” understreger hun.
Anne og Dieter Elsser-Gravesen var i dialog med flere rådgivere og valgte at gå med dem, de havde den bedste mavefornemmelse med.
”Vores virksomhed er ret nørdet, men Business Broker forstod os og den værdi, vi kom med, og de kendte den type købere, der ville være relevante for os,” siger Anne Elsser-Gravesen.
Eurofins tilbød den bedste fremtid
Efter en indsnævring af feltet for interesserede købere faldt valget på den store internationale koncern, Eurofins. Organisatorisk bliver ISI Food Protection nu en del af Eurofins Food Denmark Holding ApS sammen med fire andre laboratorier.
Eurofins var den køber, der tilbød den bedste fremtid for både virksomhedens udvikling og Anne og Dieter Elsser-Gravesen, der begge fortsætter i virksomheden i de samme roller som før.
”Det var vigtigt for os at finde en køber, der ville fortsætte med os uden at lave en hel masse ting om, og som samtidig kunne tilbyde en fornuftig værdisætning,” siger Anne Elsser-Gravesen og understreger, at de ikke har tænkt sig at stoppe foreløbigt.
Hun er også glad for, at det er lykkedes at finde en ny ejer, der kan investere endnu mere i innovation og sikre en fortsat udvikling af ISI Food Protection, så den kan vokse sig større og stærkere.
”Vi har fået noget nær den bedste aftale, fordi vi har fået professionel hjælp. Business Broker var meget konstruktive i forhold til at forstå processen, køre den effektivt igennem og få det bedst mulige resultat,” siger hun.
Unikke kompetencer er en konkurrencefordel
Business Broker pointerer, at ISI Food Protections værdi ikke alene ligger i de historiske resultater. Potentialet for fremtidige vækstmuligheder, synergier og innovation med Anne og Dieter Elsser-Gravesen i centrale roller havde også stor betydning for de strategiske købere.
”De unikke kompetencer, ISI Food Protection har opbygget, har de store aktører hidtil skullet købe sig til. Det har stor værdi for en virksomhed at få dem inhouse, og det faktum har vi udnyttet til at skabe en god konkurrencesituation mellem de mest seriøse køberkandidater,” forklarer Michael Vadgaard Jørgensen.
ISI FOOD PROTECTION
Eurofins
erhvervede ISI Food Protection ApS
Opgave: Salg af specialiseret laboratorie og testvirksomhed med ambitioner om fortsat vækst og udvikling.
Løsning: Strategisk salg til den globale aktør Eurofins med mulighed for, at sælgerne kan fortsætte i deres hidtidige roller.
Resultat: ISI Food Protection bliver en del af en global organisation med nye ressourcer til fortsat innovation og vækst.
ISI Food Protection har 20 ansatte med specialiserede kompetencer inden for mikrobiologiske test og udvikling af metoder til øget fødevaresikkerhed.

Anne Elsser-Gravesen fremhæver tre ting:
- Business Broker er gode til at lytte og forstå os og til at forklare de finansielle termer og hele salgsprocessen.
- Klaus og Michael skabte en god stemning med noget humor ind over.
- De var gode til at holde momentum og fremdrift, så processen hele tiden skred frem.





























