Løsningsorienteret salg af Silkeborg Fragt

Danske Fragtmænd har erhvervet 100% af Silkeborg Fragt ApS efter en effektiv og løsningsorienteret salgsproces. Sælger, Jonas Parsberg Pedersen blev rådgivet af Business Broker i tæt dialog med advokat og revisor.

”Sælger ønskede en effektiv salgsproces. Der var en mangeårig samarbejdsaftale med Danske Fragtmænd, så det var helt naturligt at søge en løsning med dem. Transaktionen sikrer stabil drift for Danske Fragtmænd, og den tidligere ejer, Jonas Pedersen har fået mulighed for at søge andre muligheder i sit arbejdsliv,” siger Klaus Termansen, partner i Business Broker.

Silkeborg Fragt tilbyder med 60 medarbejdere og 40 lastbiler transport- og logistikløsninger døgnet rundt – fra kurérkørsel til full loads i Danmark. Virksomheden har desuden lagerhotel med håndtering, registrering og forsendelse af varer.

Brancheerfaring gjorde hurtig transaktion mulig

Klaus Termansen rådgav sælger sammen med Michael Vadgaard Jørgensen. Begge har erfaringer med transaktioner i transportbranchen.

”Business Broker sætter altid et team af rådgivere, der har de bedste forudsætninger for at bistå sælger. Det handler blandt andet om branchekendskab. Vi har haft flere succesfulde transaktioner i branchen, og vores indsigt og forståelse for de særlige strukturer, som Danske Fragtmænd bygger på, gjorde det muligt at finde en god og effektiv løsning,” forklarer Klaus Termansen.

Salgsprocessen tog mindre end 4 måneder fra Business Brokers første møde med sælger, til Jonas Pedersen i begyndelsen af 2026 kunne sige pænt farvel til medarbejderne, der fortsætter i virksomheden. Det er nogenlunde så hurtigt det kan gøres, når der skal være tid til at forhandle og gennemføre due diligence samt udarbejde transaktionsdokumenter. Dette kræver en effektiv og dedikeret proces.

”Vi var på bolden hele vejen og fuldt fokuserede, så parterne kunne træffe hurtige beslutninger, når det var nødvendigt,” siger Michael Vadgaard Jørgensen.

Sikrede konstruktiv dialog undervejs

En væsentlig del af den vellykkede transaktion var at sikre forhandlingsklimaet mellem parterne.

”Efter nogle udfordrende år for branchen og selskabet, samt med respekt af sælgers ønske om at få mere tid til sig selv og familien gennem et salg, er der mange følelser i spil. Som rådgiver og forhandler er det derfor vigtig at ”holde øjnene på bolden” og gennem konstruktiv dialog mellem parterne, fokusere på fakta og et fælles mål med optimale vilkår,” supplerer Klaus Termansen.

SILKEBORG FRAGT APS

Danske Fragtmænd A/S
erhvervede Silkeborg Fragt ApS

Opgave: Sikre ejeren af Silkeborg Fragt en effektiv salgsproces på optimale vilkår.

Løsning: Fuld overdragelse af selskabet til Danske Fragtmænd.

Resultat: Silkeborg Fragt opnår stordriftsfordele, samtidig med at den tidligere ejer af Selskabet efter eget ønske kan dedikere sin tid til andre aktiviteter efter transaktionen.

Silkeborg Fragt A/S er en veletableret fragtvirksomhed med 60 medarbejdere og 40 lastbiler, der tilbyder transport- og logistikløsninger.

Silkeborg Fragt solgt til Danske Fragtmænd