Strategisk samarbejde i interiørbranchen

Mette Ditmer Denmark A/S har indgået et strategisk samarbejde med Rikki Tikki Company A/S om salg, distribution og markedsføring af alle Mette Ditmer produkter.

Mette Ditmer har designet og solgt boligtilbehør under eget navn siden 1995. Mette Ditmer står for det rene, enkle og ærlige design – den skandinaviske form for designtænkning, som er: ‘keep it simple’. Hendes designstil er grafisk, farverig og altid med et twist. Mette Ditmer finder stor skønhed i et rent snit, lige linjer – og foretrækker i sit design at lade materialer og små detaljer træde frem og sammen skabe produktets udtryk.

Rettighedssalg interiør og design

Rikki Tikki Company er en dynamisk leverandør til detail- og boligbranchen. Selskabet er et Brandhouse med speciale i brugskunst, tekstiler og boligartikler til hjemmet. Produktion og markedsføring sker i tæt samarbejde med en række dygtige designere og kunstnere.

Designer og direktør Mette Ditmer fortæller:

”Vi har vækstet stort i de seneste år, og valget stod mellem at opbygge en omfattende organisation selv, eller indgå et samarbejde om den del af forretningen, der handler om salg, distribution og marketing til andre. Her har Rikki Tikki Company ekstra ressourcer, og vi forventer os meget af samarbejdet”

Et godt forhandlingsresultat

Business Broker har rådgivet Mette Ditmer Denmark i forhandlingerne om rettighedssalg samt royalty- og salgsagentaftaler. Mette Ditmer og Claus Bærnholdt Nielsen fra Mette Ditmer Denmark har evalueret forløbet og opsummeret deres konklusioner således:

  • Vi har oplevet en professionel tredjepart, der forhandlede aftalerne på vores vegne, det gav en god saglighed og pondus i forhandlingsøjemed.
  • Dét, at man ikke skal forhandle direkte med de personer, som man senere skal samarbejde med, betyder meget for forhandlingsresultatet og ikke mindst det efterfølgende gode samarbejde.
  • Business Broker har et stort knowhow og erfaring, hvilket gav en troværdig værdiansættelse.
  • Claus Bruun Rasmussen er god til forhandlingsteknik, hvilket overordnet set gav os et bedre resultat. Flere gange i forløbet fik han os og modparten tilbage til forhandlingsbordet. Han var god at holde fokus på de vigtigste økonomiske og menneskelige aspekter for os fremadrettet.

Claus Bruun Rasmussen udtaler, at transaktionen er kommet på plads med en løsningsmodel, der sikrer virksomhedens fremtidige udvikling og vækstmuligheder, idet Mette Ditmer fremadrettet kan fokusere sine ressourcer på primære opgaver i direkte tilknytning til design og konceptudvikling.

Kontakt os for at drøfte branchekonsolidering, opkøb eller salg.

METTE DITMER DENMARK A/S

Rikki Tikki Company
erhvervede designrettigheder fra Mette Ditmer Denmark

Opgave: Strategisk samarbejdsaftale om designrettigheder.

Løsning: Rikki Tikki Company blev valgt som foretrukken samarbejdspartner og distributør af Mette Ditmer designprodukter.

Resultat: Design af interiørprodukter får nu fuld fokus fra Mette Ditmer, mens produktions- og salgsopgaver varetages af den nye partner.

Mette Ditmer Denmark A/S designer boligtilbehør i skandinavisk stil, og har en sund vækst.

Business Broker A/S rådgav sælger.