Trekantens Diamantskæring ApS solgt til to byggekyndige

Der var flere industrielle købere i feltet, da Trekantens Diamantskæring ApS var klar til et generationsskifte. Virksomheden er et kendt navn i branchen og er blandt de største indenfor sit fag i Danmark.

Business Broker rådgav sælger og var som altid optaget af at udvælge den optimale køberkandidat blandt de interesserede købere. På trods af et godt industrielt køberfelt, valgte vi også at kontakte to personer, der tidligere har drevet virksomhed sammen. Business Broker havde rådgivet dem for et par år siden, da de solgte deres succesfulde byggeforretning, Artusbyg A/S.

Hvorvidt de ville i gang med et nyt erhvervseventyr sammen, var uvist, men det viste sig hurtigt, at der var stor interesse og et godt match. Transaktionen var en realitet i januar 2024, hvor Bent Olsen og Jesper Lystbek Jensen overtog virksomheden efter Klaus Skovgård Nielsen.

Sælger ønskede, at virksomheden kunne videreføres

Det var det mest optimale match. Ikke kun økonomisk.

”Sælger havde et ønske om, at virksomheden kunne fortsætte som en selvstændig enhed. Han har selv startet selskabet og ville gerne bevare arbejdspladserne. Dette sikrede vi bedst ved at finde en privat køber. Bent og Jesper har arbejdet sammen i mange år, og de har kendskab til branchen og forstår, hvordan man styrer en byggeplads,” forklarer John Nygaard fra Business Broker.

Klaus Skovgård Nielsen grundlagde Trekantens Diamantskæring i 1998. Det er en løsningsorienteret virksomhed med specialviden og -værktøjer indenfor diamantskæring, boring, wireskæring og gulvafslibning.

Et tværfagligt team til at styre salgsprocessen

I årene frem til 2021 var der solid vækst, men flere uheldige omstændigheder påvirkede økonomien de seneste to år, så det var en udfordret virksomhed, der var til salg, men også en virksomhed med stort potentiale.

Til at styre den strukturerede salgsproces valgte Business Broker et rådgiverteam bestående af Klaus Termansen med stærke økonomiske kompetencer og John Nygaard, der med ingeniørbaggrund og stor viden inden for byggeriet kunne se de faglige muligheder i virksomheden. Det var blandt andet vigtigt for at kunne belyse virksomhedens reelle værdi bedst muligt.

”Vi var i maskinrummet for at se, hvad der skulle gøres. Vi havde stort fokus på, hvordan vi kunne bygge bro mellem fortid og fremtid og opnå købers tryghed i, at man kan skabe rentabel drift igen,” siger Klaus Termansen.

En vigtig branche for den grønne omstilling

Det lykkedes. Diamantskæring og boring er en niche i byggebranchen med en positiv fremtid og stigende efterspørgsel. Det er en teknik, der gør det muligt at genbruge bygningsdele og materialer i højere grad end før, og det er et vigtigt led i den grønne omstilling.

Blandt andet har Trekantens Diamantskæring været involveret i prestigebyggeriet ’The Silo’ i København, hvor en gammel betonsilo er forvandlet til nye eksklusive lejligheder. Trekantens Diamantskæring har skåret huller til vinduer og de øvrige nye funktioner i bygningen.

Glad for nye kræfter på ledelsesgangen

Klaus Skovgård Nielsen besluttede af helbredsmæssige årsager at sælge. Den tidligere bestyrelsesformand, Anders Hansen, udtaler om salgsprocessen:

”Business Broker har været gode som facilitatorer og tovholder på processen. Jeg har støttet sælger og hjulpet med at fremskaffe de oplysninger, Business Broker skulle have. Klaus er rigtig glad for transaktionen og for, at der nu kommer ny dynamik i ledelsen,” siger han.

Trekantens Diamantskæring fortsætter i eget navn med Bent Olsen som direktør og fastholder de tre lokationer i Kolding, Esbjerg og Albertslund.

TREKANTENS DIAMANTSKÆRING ApS

Bent Olsen og Jesper Lystbek Jensen
erhvervede Trekantens Diamantskæring ApS

Opgave: Generationsskifte i landsdækkende virksomhed, der løser specialopgaver i byggeriet.

Løsning: Salg til en ejerkreds, der har kompetencer og erfaring til at videreudvikle virksomheden.

Resultat: Trekantens Diamantskæring fortsætter i eget navn med et mål om at udvide virksomhedens markedsandele.

Trekantens Diamantskæring ApS er blandt de førende virksomheder indenfor professionelt skærings- og boringsarbejde i primært beton.

Business Broker rådgav sælger.

Bestyrelsesformand Anders Hansen fremhæver tre ting:

  • Business Broker er gode til at sætte en tidsplan op og efterleve den
  • Business Broker er gode til at scanne markedet for potentielle købere
  • Hvis Business Broker påtager sig en opgave, så løser de den