Plico A/S – nu en del af Danmarks største udbyder af hjemmesider og digital markedsføring

På ti år har stifterne af aarhusianske Plico A/S opbygget en succesfuld virksomhed med ekspertise i hjemmesider, digital markedsføring, e-handel og online-annoncering.

Kernen i Plicos forretning er en abonnementsmodel, der sikrer kunderne kvalificeret onlineservice til en attraktiv helårlig fast pris. Abonnementsordningen er ikke alene en sikkerhed for kunderne, men også en fordel, som virksomhedsinvestorer kan få øje på.

Derfor har DanaWeb A/S med kapitalfonden Catacap K/S i ryggen købt Plico A/S.

Abonnementer gør køb af onlinevirksomheder interessant

Klaus Termansen og Claus Bruun Rasmussen fra Business Broker har været Plicos rådgivere i salgsprocessen.

“Plicos effektive processer, kundeservice samt abonnementskoncept har investeringsmæssig interesse, fordi modellen leverer et attraktivt og stabilt øget cashflow år for år. Denne abonnementsmodel har været med til at sikre stifterne af Plico et fordelagtigt salg til DanaWeb”, fortæller Klaus Termansen.

Plico er nu en del af Danmarks største udbyder af online-tjenester og digital markedsføring.

Branchen har i mange år været præget af mindre udbydere. De seneste års udvikling har dog trukket i retning af konsolidering, hvilket Plico nu har draget fordel af ved salget af virksomheden, lyder Business Brokers vurdering.

Salg til kapitalfond er en udbredt måde at konsolidere en branche.

Stor tilfredshed med rådgivning i salgsproces

Sælgerne af Plico, Mads Thomsen og Phillip Kaas, fortsætter som minoritetsejere i det nye selskab og beholder deres poster som henholdsvis salgsdirektør og produktionsdirektør. Begge er særdeles tilfredse med Business Brokers rådgivning:

”Vi har oplevet oprigtigt engagement i vores virksomhed fra Klaus Termansen og Claus Bruun Rasmussen. Derfor er vi glade for, at vi valgte Business Broker frem for et af de store rådgivningsfirmaer”, udtaler salgsdirektør Mads Thomsen.

Også Business Brokers forhandlingserfaring fortjener ros.

”Når man har skabt en virksomhed fra bunden, betragter man det nærmest som sit barn. Derfor kan man nemt komme til at tage et kritisk spørgsmål fra køber personligt. Business Broker har været super gode til at klæde os på til i faserne i forhandlingsprocessen og sikre en professionel fremdrift”, siger Mads Thomsen.

Nye faglige muligheder for tidligere virksomhedsejere

Med ejerskiftet åbner nye døre sig på flere planer, fortæller den anden tidligere ejer af Plico, produktionsdirektør Phillip Kaas:

”Som del af en stor organisation kan vi overlade al administration til medarbejdere, der er eksperter på det felt. Det frigiver ressourcer hos os, så vi kan fokusere på udvikling af nye koncepter og forretningsområder”.

Phillip Kaas ser desuden frem til at udvikle sine lederkompetencer og blive en del af en større koncern.

”Jeg glæder mig til at indgå i en ny ledelsessammenhæng, hvor vi kan skabe vækst i et omfang, som Mads og jeg ikke før har haft mulighed for”, siger han.

Også for Plicos medarbejdere og kunder er der fordele i sigte:

”Vores medarbejdere kan se frem til nye muligheder for faglig udvikling, og vores kunder kan forvente flere fordelagtige løsninger”, forudser salgsdirektør Mads Thomsen.

Business Broker rådgiver om salg af it- og onlinevirksomheder

Klaus Termansen fra Business Broker vurderer, at coronapandemien er medvirkende til, at virksomheder som Plico står overfor endnu større markedsmuligheder:

”Nedlukningen af Danmark betød et omsætningsmæssigt boost til mange virksomheder, der leverer online-tjenester. Det er nu tydeliggjort, at der er fremtid i digital markedsføring, e-handel og aktiviteter, der kan gennemføres uden fysisk møde. Som Plicos rådgivere, og fra tidligere virksomhedssalg har Business Broker opnået et solidt overblik over konsolideringsmuligheder i IT-branchen. Vi forventer bestemt ikke, at dette bliver vores sidste transaktion i denne sektor”, afslører han.

PLICO A/S

DanaWeb A/S og CATACAP K/S
erhvervede webbureauet Plico A/S

Opgave: Salg af 100 procent af  virksomhed i en branchekonsolidering.

Løsning: En struktureret salgsproces resulterede i et strategisk salg af Plico A/S. De tidligere ejere fortsætter som nøglepersoner i koncernen med minoritetsejerskab i DanaWeb A/S.

Resultat: Plico A/S indgår nu i DanaWeb koncernen, som er Danmarks største leverandør af abonnementsbaseret digital markedsføring.

Plico tilbyder webløsninger og digital markedsføring til SMV segmentet, og har i dag et betydeligt antal kunder.

Business Broker A/S rådgav sælger.

Mads Thomsen og Phillip Kaas fremhæver tre ting:

  • Business Broker udviste et godt kendskab til markedsmekanismerne i den digitale branche
  • Business Broker har stærke regnskabskompetencer, som vi trak på i hele salgsprocessen
  • Business Broker var imponerende gode til at få enderne til at mødes i forhandlingsfasen