Generationsskifte hos brændeovnsproducent

Fra hovedsædet i Hørning har den familieejede virksomhed HWAM A/S i mere end fyrre år været blandt de førende producenter af brændeovne på det Nordeuropæiske marked.
Grundlægger er Vagn Hvam Pedersen, der i fællesskab med sine to sønner har ejet og drevet virksomheden med cirka 70 ansatte. Nu er der sket et generationsskifte i virksomheden. Den franske brændeovnsproducent SEGUIN Group har købt 75 % af aktierne i HWAM A/S. Salget er en konsolidering af en branche, der er præget af restriktive miljømæssige krav og politisk bevågenhed.

Fortsat dansk direktør

Transaktionen indebærer, at Stefan Hvam Pedersen, fortsætter som administrerende direktør i virksomheden og beholder sin aktiebeholdning på 25 %.
John NygaardOle Jensen og Claus Bruun Rasmussen fra Business Broker har været rådgivere for sælger i hele salgsprocessen – et samarbejde, som Vagn Hvam Pedersen er særdeles tilfreds med:
“Jeg er ikke i tvivl om, at vi har sparet energi, tid og penge ved at entrere med Business Broker. De har sikret fremdrift og varetaget vores interesser hele vejen igennem”.

Unikke brændeovne

HWAM har i mange år lagt vægt på teknologisk udvikling og er førende på markedet, når det gælder miljøhensyn og optimal udnyttelse af brændets brandværdi. Dermed køber SEGUIN Group en dansk virksomhed, der producerer kvalitetsbrændeovne baseret på en unik teknologi.
John Nygaard fra Business Broker siger om transaktionen:
“Der er tale om et godt match mellem HWAM og SEGUIN Group med udsigt til en række synergier. HWAM står stærkt på det nordiske og tyske marked. Som hovedaktionær i virksomheden får SEGUIN Group nu bedre adgang til de markeder. Samtidig åbner transaktionen døren for, at de danske brændeovne også får en gunstig position i Frankrig og flere andre markeder”.

Ny køber kan skabe vækst

SEGUIN Group og HWAM kender allerede hinanden, fordi den franske virksomhed er distributør af HWAM’s produkter, men John Nygaard understreger, at Business Broker har været bredt ude i markedet for at lokalisere den helt rigtige køber af aktierne i HWAM. Han fortæller:

“Vi har på sælgers vegne været i dialog med en række potentielle købere i både Danmark og udlandet. SEGUIN Group er en oplagt køber, blandt andet fordi vi vurderer, at de ser værdierne i de teknologiske løsninger, HWAM leverer, og vil kunne bringe dem længere ud på markedet”.
Den betragtning er Vagn Hvam Pedersen enig i. Han synes, at Business Brokers analyse og forhandling med potentielle købere er faldet helt rigtigt ud og udtaler:
“Jeg er rigtig glad for, at SEGUIN Group er vores køber. De ser potentialet i vores produkter, kan udnytte vores kapacitet, og vi forventer, at de skaber vækst”.
Men der er også flere forhold, der tæller for Vagn:
“SEGUIN Group har en rigtig god organisation, og de ønsker at køre produktionen i Hørning videre. Det betyder meget for os og vores loyale medarbejderstab”.
Han fortsætter i en overgangsperiode som produktionsdirektør i HWAM. Hans søn, Torsten Hvam Sølund, der er virksomhedens udviklingsdirektør, bestrider ligeledes i sin stilling i en periode.

HWAM A/S

SEGUIN Group
erhvervede HWAM A/S

Opgave: Generationsskifte – salg af virksomheden

Løsning: SEGUIN Group i Frankrig er en stor aktør i brændeovnsmarkedet – virksomheden har købt 75% af HWAM A/S

Resultat: HWAM A/S bliver en del af en koncern med stærk faglighed og kapitaladgang til fortsat produktudvikling og ekspansion i Europa. Parterne har identificeret væsentlige synergier.

HWAM A/S er en førende producent af brændeovne, stiftet i 1973 af Vagn Hvam Pedersen. Sammen med sønnerne Torsten og Stefan har Vagn stået i spidsen for teknologisk innovation, der sikrer miljøvenlige styringssystemer til ren forbrænding.

Vagn Hvam Pedersen fremhæver tre ting:

  • Business Broker mestrer det tekniske i et virksomhedssalg til fingerspidserne.
  • Business Brokers rådgivere er dygtige projektledere, der har gjort det nemt for os at agere i salgsprocessen.
  • Vi har oplevet en høj grad af empati hos Business Brokers rådgivere. Derfor har vi været trygge hele vejen.